Torsdag aften blev jeg ramt af en blanding af forvirring, rastløshed, udlængsel, monster rygetrang og ikke mindst en tung ensomhedsfølelse.
Jeg stillede mig selv spørgsmålet: Hvad er der dog sket siden jeg pludseligt blev ramt af alt det på en gang? Bogstaveligt talt et par timer tidligere, havde jeg været fuld af alle de positive modsætninger.
Jeg forsøgte at finde svaret ved at tage fat i hver enkelt følelse.
Altså jeg har gang i en hel masse forskellige ting, hvoraf meget er helt ukendt territorie.
Jeg er ved at færdiggøre min første bog, hvilket i sig selv er intimiderende. I den proces det er, at skulle selvudgive, skal jeg løse alle mulige, endnu ukendte opgaver. Opgaver som jeg er lidt tøvende med at tage fat i. Hvorfor ved jeg ikke, men nogle af årsagerne kunne være: Træffer jeg de rigtige valg? Burde jeg købe mig til mere hjælp? Bogen skal finansieres? Og er der overhovedet nogen der har lyst til at købe den? Der er vildt mange tanker og følelser forbundet med dette.
Og så har jeg endeligt udgivet min første artikel. Det er jeg MEGA stolt af. Godt nok uden at få penge for det, men jeg betragter det som en del af den proces det er, at komme ind i branchen.
I forbindelse med mine forpligtelser til dagpengesystemet, så har jeg fundet en praktik plads. Her skal jeg hjælpe med at synliggøre virksomheden på de sociale medier. Også en intimiderende opgave, eftersom jeg jo stadig slås med min egen synlighed. På trods af den nervøsitet jeg måtte føle for denne opgave, så ved jeg det betyder at jeg må sætte mig ind i tingene og at det kommer til at gavne både virksomheden jeg skal i praktik hos og min egen på sigt. Så der ligger en masse ny læring forude.
Og så er der rastløsheden.. Jeg føler mig låst fast. Pga dagpengesystemet, føler jeg ikke jeg kan agere frit, hen mod mit fremtidige virke som soloselvstændig og freelancer. Det er muligt at jeg tager fejl og at der faktisk er en vej til mit frie arbejdsliv, via Jobcenteret.
Jeg bliver tricket på min udlængsel og frihedsfølelse, når jeg ikke bare kan rejse som jeg har lyst til. Jeg er afhængig af den indtægt dagpengene giver, så det er et nødvendigt onde og jeg skal lægge bånd på mig selv. Det kan føles kvælende.
Mens jeg, denne torsdag aften, gik rundt om mig selv i forsøget på at skabe en eller anden form for ro, tro og tillid, havde jeg monster meget lyst til at ryge. Jeg havde denne aften, ikke røget i 14 dage og det er indtil da, gået rigtigt fint. Nu var det til gengæld som om, at en smøg var det eneste der ville kunne få mig til at trække vejret dybt nok til at skabe ro og overblik igen. Heldigvis fik jeg værfet den lille djævel ned fra min skulder, så jeg i skrivende stund, stadig er røgfri.
Mens jeg stod midt i denne suppedas af forvirring, rastløshed, udlængsel og rygetrang, kom ensomheden rygsvømmende imod mig og ramte mig flere gange i hovedet med sine lange arme. Ensom..? hvorfor ensom? Jeg nyder jo at være mig selv og jeg har masser af veninder, familie og andet netværk i min hverdag. Og hvorfor tænker jeg at det er en mand, der vil kunne fixe min ensomhed? Er det virkeligt de der samtaler man har med sin kæreste, fordi det tilfældigvis er kæresten der er der, når aftenen og mørket sænker sig? Den der sparring i forhold til hvad jeg kan gøre i den og den henseende, kunne jeg lige så fint have med mine veninder, men de er jo sammen med deres kærester og mænd om aftenen. Det regner jeg da i hvert fald med. Er det der ensomheden melder sig? På en eller anden måde, skal jeg bestille tid til at få den sparring i mit netværk og derfor ender de umiddelbare tanker der opstår, især om aftenen, oftest med at forblive inde i mit hoved.
Eller er det ren og skær hudsult? Er det bare kødets lyst? Eller er det….. nej mon dog… er det OVERGANGSALDEREN?
Uanset hvad det er, så lukker jeg mine øjne denne aften, med hovedet og hjertet fuld af tanker, følelser og uro og på trods af det, så sover jeg tungt hele natten. Jeg vågner til vækkeuret og står op som sædvanligt og drikker kaffe og spiser morgenmad. 08.15 kigger jeg tilfældigt på uret og det går pludseligt op for mig, at der er online kaffemøde hos Mette Weber kl. 08.30. Jeg er ikke fast deltager på disse møder, men af en eller anden grund, så var det mig meget magtpåliggende at deltage denne fredag, så jeg skyndte mig i bad og sad skærmklar med kaffe kl. 08.26.
Klip til, lørdag kl. 12.11, altså 27 timer og 45 minutter senere.
Jeg sidder klemt ind, ved et bord i kantinen på Egmont højskolen i Hou. Til min højre sidder en kraftig fyr og fylder godt til bordets venstre side. Han sidder lidt skråt, lidt med ryggen til mig. Han tager nærmest ikke notits af at jeg sidder der. Stirrer bare ud i luften og gør ingen antræk til at rykke sig lidt til højre, for at give mig mere plads. Jeg bemærker efter nogle minutter, da jeg vover mig til at vende mit ansigt mod ham, at han har downs syndrom og at han måske ser lidt utilpas ud, ved at vi – den gruppe jeg er havnet i, har indtaget resten af dette bord. Vi er 17 i denne gruppe. De 14 er en del af en forening, som alle har det tilfælles, at de døjer med kroniske smerter, forårsaget af svulster på nervesystemet. 1 er hyret ind som fotograf, 1 er foredragsholder og hedder Johnny Sort og det er ham, jeg er inviteret af, i virke af at være hans assistent.
Vi nyder en veltilberedt frokost buffet, med et fint sundt udvalg for enhver smag og præference.
Vi har lige afsluttet, først en times oplæg af Johnny, hvor han gav et indblik i sit eget smertehelvede. Jeg kan nævne oplevelser som, at miste sin højre arm ved at blive kørt over af et tog. Død i flere minutter, som gav ham tid nok, til at besøge livet hinsides. Et par år senere, er han tæt ved at brænde inde i en lejlighed. En fejloperation mod fantom smerterne, forårsager konstant brændende fornemmelse…. Det er blot nogle af de begivenheder, som karakteriserer hans liv og på trods af det, stod han her, en lang køretur fra det nordjyske, for at bidrage til at andre ikke skal føle sig alene i deres smertehelvede.
Mens jeg sad der i salen, som en flue på væggen med min notesblok og blyant, kunne jeg ikke lade være med at skamme mig en lille smule over min selvmedlidende tilstand i torsdags. Nej jeg ved godt, at vore følelser er vore egne og de udspringer fra hvert deres sted, men alligevel.
Når jeg kiggede rundt på denne forsamling af relativt unge mennesker, som alle døjer med konstante, invaliderende smerter, kunne jeg ikke lade være med at nære den dybeste respekt og omsorg. Jeg sendte en tanke ned til mit venstre knæ, som jeg døjer med for tiden… for tiden.. for det går forhåbentligt over igen, når jeg er færdig med min fysiologiske genoptræning. I værste fald ender det i endnu en operation, men uanset hvad, så kan jeg godt finde positioner, hvor jeg ikke mærker noget til irritationerne i knæet, som forårsager smerterne.
Disse mennesker mærker smerter hele tiden, men det valgte de at ignorere, da der var lagt op til sportslige aktiviteter i hallen. Her handlede det om at have det sjovt.
Først skulle vi føre hinanden rundt i blinde. Altså den ene skulle have bind for øjnene og så skulle den anden føre an. Jeg tror Johnny havde tænkt, at vi skulle holde os inde i den store hal, men der var alligevel et par af de mandlige lopper, som ikke kunne dy sig for at løbe ud på gangen.
Så var det tid til landskamp. Danmark mod Spanien i både Lydbold, altså hvor alle får bind for øjnene og skal så forhindre at der scores mål med den lydførende bold.
Volleyball, hvor alle spillere skulle sidde på gulvet, som var de benamputerede eller lamme. Og til sidste boccia, bedre kendt som petanque.
Alle disse sportsgrene var faciliteret og styret af Johnny, som havde proppet og transporteret flere store tasker med diverse udstyr til dette, med fra Nordjylland. Udstyr, som med stor frivillighed blev hjulpet ind fra bilen, af nogle af deltagerne, uanset smerter.
Jeg oplevede kun en person, som måtte sætte sig på en stol pga. smerter, men hun blev i hallen og deltog så godt hun kunne. De øvrige gik til stålet og kæmpede i hver disciplin for deres land. Jeg tror det endte med en sejr til Danmark.
For mit vedkommende, så var sejren inde i mig selv. Jeg nød at være blevet hevet langt væk fra min egen navle og få dette meget større perspektiv på livet. Jeg sendte en taknemmelig tanke til mit netværk i det online kaffemøde.
Johnny… ham mødte jeg for første gang dagen før, i netop dette kaffemøde. Her endte jeg med, efter en præsentationsrunde af alle 9 deltagere, at dele lidt af mine tanker og frustrationer fra aftenen før og i den lille flok vi var her, blev jeg mødt med genkendelse og anerkendelse for at dele.
Johnny rakte ud til mig og vi endte med at ringe sammen efterfølgende. Således stod jeg op kl. 06.15 lørdag morgen og kørte de 90 km til Egmont højskole i Hou, for at være sammen med en flok inspirerende livstykker i 5 timer. Når jeg ærgres over min midlertidige begrænsning, pga mit ømme knæ, tænker jeg tilbage på de 5 timer og de 15 mennesker, som hver dag skal leve med smerter og det giver mig endnu mere blod på tanden, for at genoptræne og passe på min krop.
Tak til Mette Weber og øvrige deltagere ved kaffemødet. Tak til Johnny for at række ud og præsentere mig for et nyt perspektiv og for at møde disse livstykker af unge mennesker.
Kærligst fra Mai Britt