Efter mødet med Sofia, hendes børn, elever og historie fortælling om byen jeg opholder mig i, blev jeg sidende i sandet, i yderligere 10 min.
Jeg havde en plan om at finde en frokost restaurant på Marinaen og da jeg ikke anede hvad der fandtes derinde bag de høje hvide mure, som omkransede den lille lystbådehavn, skulle jeg lige lade op på ny.
Det skulle vise sig at være en god idé at lade batterierne, for sikke et liv, jeg mødte indenfor murene. Jeg tror jeg forestillede mig den lille havn med residenter og få, små caféer, som ligger ved vandet i Valencia.
Her i Benalmádena, har lystbådehavnen et helt andet udtryk. Her var der et samsurium af souvenirs, modebutikker, apoteker, restauranter, barer og nå ja… lidt både. De store hvide bygninger, som man kunne se fra lang afstand på stranden, viste sig at være prægtige arkitektoniske værker med skulpturer og tempellignende udsmykninger. Det vrimlede med turister, som søgte forfriskninger på de mange udskænkningssteder.
Solen bagte i det vindstille indelukke og jeg valgte en restaurant og et bord, som lå delvist i skyggen.
Jeg bestilte en lakse salat, et glas hvidvin og en flaske vand.
Marinaen er fuld af liv, selv her til middag. Gode muligheder for at spise og handle. Jeg skal en tur forbi butikkerne, når jeg har spist min laksesalat og drukket min hvidvin.
Det er stadig meget tidlig frokosttid. Kl. er kun 12.20 og mange er først blevet færdig med morgenmad og er gået over til drinks.
Personalet her på den italienske restaurant Metro, er selv i gang med at spise, inden det går løs med at servere for de sultne turister.Der er en behagelig musik, som ikke er for højt.Der hviler en behagelig ro over denne indre havn.Så kom salaten – inden drikkevarerne, så dem må jeg lige bede om, inden jeg kaster mig over maden.
Laksen var lidt tør. Mistænker det er en norsk oprettet. Der var fedt marmorering.Salat sammensætningen var fint afmålt og varieret. En god blanding af grønne salater, urter, løg og bønner. Kartoflerne kom i passende mængde og var veltilberedte med en sprød stegeskorpe. Æggene var let blødkogte.
Jeg besluttede mig for at begive mig videre ud ad stranden, mod Toremolinos. For at komme over på strandpromenaden, endte jeg med at gå ud på fortovet udenfor havneområdet og rundt om det. På vejen, stødte jeg nærmest ind i et ægtepar, som var på vej, først den ene vej og så den anden vej. Som om de var i tvivl om den, for dem, rigtige vej. Jeg kunne høre de talte dansk og jeg spurgte dem, om der var noget jeg kunne hjælpe dem med.
Det viste sig, at de ledte efter den samme promenade, som jeg og vi blev enige om, at følges lidt ad vejen.
Det er med gåture, som det er med bilture. Man får munden på geled. Til forskel fra Sofia, så var der her en gensidig interesse i, at høre og spørge om hverandres ærinde her i det sydspanske.
De var begge pensionerede. Han som psykolog og underviser og hun som pædagog.
Vi talte om, hvorvidt de nu havde sparret nok op til pensionsalderen. Han var heldig at have en tjenestemandspension, så han mente nok de skulle klare sig.
De var på besøg her i Sydspanien i en uge, for lige at finde ud af, om det var interessant for dem, at købe et af de tilbud der er, hvor man er afsted i 3 uger. Hun var lidt i tvivl om hun ville kunne få tiden til at gå og det kan jeg godt forstå, efter at hun fortalte om cykelture i Vietnam og ture til Indien. Det lød til, at de var meget aktive og der måtte jeg være hende svar skyldig, i forhold til hvad der er at give sig til i dette område. Det vildeste jeg havde bemærket på min google rundfart, var træk banen op ad bjerget, hvorfra man så kunne gå ture.
Personligt, ville jeg ikke kunne få mere end en uge til at gå hernede. Jeg har de forgangne dage, tit tænkt på, hvad alle de englændere, danskere, franskmænd, hollændere og hvad der ellers er af nationaliteter, som er fastboende hernede, bruger deres dage på. De kan vel ikke sidde på den lokale bar eller ligge på stranden hver dag, hele dagen.
Nå, men dette par, fortalte også om deres tur til Indien. Her var de meget fortørnede over, hvor meget affald, der ligger rundt omkring i gaderne og i havet. De fortalte, at de lokale, kunne finde på at sætte sig i vejkanten, for at besørge. Kvinderne løftede bare op i skørterne og satte sig på hug.
Vi fik en snak om, at svineri avler svineri og det modsatte. Er der pænt og rydeligt et sted, så har man tendens til, gerne at ville holde det pænt og rydeligt.
Jeg kan huske, da jeg var i New York og vi fik en rundvisning på Empire State Building. Vores guide, som var en tidligere taxi chauffør, fortalte om, hvordan en tidligere Borgmester i New York, havde sat sig for at rydde op i byen. Der blev brugt virkeligt mange ressourcer på at holde gader og bygninger rene og efter en rum tid, stoppede befolkningen med at smide affald på gaderne og at male graffiti på vægge.
Vi fortalte selvfølgeligt også hvor vi hver især bor i Danmark. De bor i Holstebro og har et sommerhus ved Lemvig og eftersom jeg, under COVID, tilbragte en sommerferie der, kunne vi hurtigt blive enige om, hvor skønt der er i det område. Man behøver jo ikke rejse så langt, for at finde de små perler.
Vi fik også en snak om hvad jeg havde begivet mig ud i og det med at tage en pause fra Hamsterhjulet. Hun udtrykte, at hun da gerne ville have haft modet til at gøre det, midt i sit arbejdsliv, men at hun ikke havde gjort det. Jeg bliver altid glad på egne vegne, når der er nogle der ytrer dette. Det giver mig mere lyst til, at forfølge min drøm og ikke bare opgive og glide tilbage i et almindeligt 8-16 job. At det måske er det det ender med, skal jeg lade være usagt for nuværende, men jeg vil i hvert gøre mit til, at min mision lykkes.
Da vi havde fulgtes ad et godt stykke ind i Toremolinos, var det tid til, at de skulle ind og spise en frokost. Hun var ved at være godt sulten, for hun havde ikke spist siden morgenmaden kl. 08.00 og nu var kl. ved at være 15.00.
Jeg efterlod dem på det hjørne, hvor den skotøjsbutik, som jeg gerne ville genbesøge, lå.
Vi gav hinanden hånden, mens vi genopfriskede vore navne og var enige om, at det havde været et rigtigt hyggeligt møde.
Efter et mislykkedes forsøg på at købe et par pænere sandaler, end mine udtrådte klipklappere, begav jeg mig langs vandkanten, tilbage mod Benalmádena.
Mine ben var efterhånden temmeligt tunge af den lange gåtur og det løse sand, gjorde det ikke lettere, så da jeg landede tilbage i den lille lejlighed, skulle jeg både tisse og hurtigt have mine fødder i horisontal position. Men dagens begivenheder, havde været de tunge ben, værd.
Det var hyggeligt og interessant at møde Sofia, Jan og Grethe. Jeg håber Sofia fandt sin tjekkiske kunstner og jeg ønsker Jan og Grethe god ferie og et dejligt pensionistliv, med masser af gode rejse oplevelser.
Det var slut på min gåtur ved stranden, fra Benalmádena til Toremolinos.
Tak fordi du fulgte med.