I dag vil jeg tage den lille gåtur til marinaen.
Jeg går langs vandkanten og nyder den rolige formiddag. Vandet er stille. Solen står højt på himlen. Sandet på stranden, er blevet planeneret tidligt om morgenen, så der er stadig friske, ubetrådte hjulspor efter det lille bæltekøretøj.
Inden jeg trådte ned på stranden, fra promenaden, købte jeg en flaske vand ved en af de små promenadebutikker, så nu har jeg alt hvad jeg skal bruge til denne lille tur.
Da jeg nærmer mig marinaen, stopper jeg op og kigger ud over vandet. Her står jeg et øjeblik og beslutter mig for at sætte mig lidt i sandet, for at indånde vand og sol.
Da jeg har siddet sådan i nogle minutter, bemærker jeg, skrådt til højre for mig, en ældre dame, der gestikulerer og siger noget i min retning. Hun styrer direkte mod mig og jeg når lige at tænke, at det godt nok er tidligt, disse strandmassørerne starter ud.
Hun har ca. samme højde og kropsstatur, som min mor. Ca. 165 cm. og slank. Hun bærer løse bomuldsbukser, som når hende til midt på skinnebenet, en løs bomuldsbluse og en strikketrøje over skuldrene. På hovedet har hun en kasket, som holder det mellemlange hår på plads bagpå. Hun bærer solbriller og på ryggen har hun en af de der strop rygsække, som vi brugte til gymnastiktøj i folkeskolen. I stropperne foran på brystet, har hun lirket sine sandaler ind under, så hun slipper for at bære dem. Jeg noterer mig, at hun har lagt den inderste sko, med forsiden ind mod kroppen, så de ikke gør blusen så snavset.
Hun er nu nået helt hen til mig og siger først noget, jeg slet ikke forstår. Jeg tænker ikke hun beder om penge, for hun ser ikke fattig ud.
Nu kan jeg så forstå, at hun spørger, om jeg er den tjekkiske kvinde. Til det må jeg jo svare nej og hun løfter hænderne over hovedet, som for at undskylde misforståelsen, hvorefter hun forklarer mig, at jeg ligner den kvinde, som hun er sendt ud for at mødes med. Hun har ikke selv mødt denne kvinde, men hendes søster kender hende, men kunne ikke nå dette rendez vous og havde så sendt søsteren hendes sted.
Jeg tænker, at nu går hun nok videre, eftersom vi har konstateret at jeg ikke er den tjekkiske fremmede, men nej. Hun har åbenbart et behov for at fortælle hvad hun ved om denne kvinde.
Da jeg senere gik videre mod Marinaen, kunne jeg ikke lade være med at kigge efter Benalda på 42 år, med halvlangt blond hår. En, der kunne minde om en fattig kunstner, som rejste rundt på må og få, for at male og sælge sine malerier, for at kunne betale for mad og bolig.
Jeg tænkte, at vi sikkert kunne have fået en masse ud af at tale sammen og sammenligne notater, i forhold til at søge lykken rundt omkring. At kunne leve af sin passion og på andres godmodighed i den tid, der søges efter indtægter.
Min kiggen efter Benalda, blev afbrudt af de billeder der gik igennem mit hoved.
Billeder af Sofias to sønner, på henholdsvis 23 og 28, som i øvrigt, fortalte hun med rullende øjne, stadig bor hjemme.
Den yngste har godt nok en kæreste, som bor i Maine, USA. En meget smuk kæreste og dygtig til alt.. Hun kører traktor og vasker biler, mens hun studerer på Universitetet. Hendes søn, derimod, er temmelig uduelig, på trods af, at han er et matematisk geni og kan spille klaver.
Klaverundervisningen, havde hun betalt for igennem 5 år. Nej, de evner brugte han ikke til noget. Når på besøg i Maine, sidder han blot i en stol og kigger på, hvordan den smukke kæreste arbejder.
Når mor Sofia opfordrede ham til at køre ud at finde noget arbejde, var hans undskyldning, at hans bil var så beskidt, hvortil Sofia foreslog ham, at deltage i kærestens bilvask næste gang han var i USA, så han kunne se, hvordan det kunne gøres.
Den ældste søn er Komiker og har deltaget i talentkonkurrencer i hjembyen Bogóta, Columbia, som ganske ung og nu også i Irland.
Sofia selv, er pensioneret lærer og har stadig lidt undervisning, som supplement til pensionen. For nyligt skulle hun undervise børn fra Yemen og da hun jo er af den gamle skole, bad hun dem alle om at lægge deres mobiltelefoner fra sig og kun lytte på hvad hun nu spurgte dem om.
Med en blanding af spansk og engelsk, fik hun givet dem opgaven, at tænke over, hvad der var specielt ved Benalmádena. Disse børn, uden mulighed for at google sig frem til et svar, sad blot med åben mund og som, Sofia gestikulerede, med øreklapperne langt ude fra hovedet.
Om hun fik et svar ud af disse børn og hvor gamle disse børn var, fandt jeg ikke ud af. Hver gang jeg forsøgte at komme ind med et spørgsmål eller en kommentar, havde jeg i virkeligheden bare givet hende mulighed for at trække luft ind og hun fortsatte sin talestrøm.
Nu var det mig, der var på skolebænken og jeg skulle ikke nyde noget af, at tage min telefon frem, for at google efter et svar, så jeg bad hende pænt om, selv at svare på spørgsmålet.
Jo altså. Benalmádena, var tidligere beriget med en stor flod, som husede en masse bier og derfor kunne der produceres meget honning. Nu er floden udtørret og bierne væk, så nu er der kun turisterne tilbage.
Et sidste spørgsmål til mig, inden hun vendte om og gik tilbage hvor hun kom fra, var hvorvidt jeg havde børn og jeg kunne tydeligt mærke medlidenheden i både hendes blik og den lille lyd, der kom ud af hendes mund, da hun fik svaret. Jeg skyndte mig at gøre hende glad igen, ved at sige, at det jo var et valg, jeg havde truffet og at jeg var beriget med nevøer og niece, som snart skulle have et lille barn. Og så kunne jeg jo være tante for det. Sofia klappede sine hænder sammen, som for at vise hvilken velsignelse det var og gav endnu en lyd fra sig.
Herefter spurgte hun til mit navn og sagde mange tak for lån af mine ører. Hun elskede at tale med mennesker. NO SHIT SHERLOCK 
Gad vide om jeg mødte flere overraskelser på min gåtur? Følg endelig med. 🙂