Jeg stod af Sporvognen, tæt på stranden og styrrede direkte mod vandkanten. Jeg tog sko og strømper af og stak mine varme fødder i det kølige vand. Jeg gik i vandkanten, indtil jeg genkendte den lille strand café, som Eva og jeg havde besøgt.
Jeg krydsede den brede strand og fandt mig et solrigt bord, yderst mod stranden.
Da tjeneren henvendte sig, bestilte jeg, som sædvanligt, en café americano. Jeg ved ikke hvad det er for en kaffebønne, men den smager lidt af kanel. Det er ikke skidt, bare anderledes. Jeg nød kaffen og solen og på et tidspunkt kunne jeg mærke en lille sult melde sig. Jeg bestilte en øl og en omgang croquettes. Disse croquettes, er at finde på ethvert tapas kort. De minder mest om farseret porre. De er sprøde udenpå, formodentlig fra friture dybet. Det blændende kylling fyld, er cremet og meget moset, så man kan faktisk godt blive i tvivl om, hvorvidt det faktisk er kylling.
Da Eva og jeg var der sammen, var det den samme tjener, som betjente os og heller ikke den dag, fremstod hun med smil på hverken læber eller i øjnene. Hun virker som om, hun er virkeligt træt af sin tjans. Måske er det hende, som med graffiti, har skrevet på en væg; ”tourists go home”.
På denne dag, midt i ugen, er der roligt på caféen. Det er tydeligt at mærke, at det ikke er højsæson. Det nyder jeg i den grad. Stilheden bliver kun afbrudt af forskellige musikanter, som dukker op på stranden, for at tjene en lille skilling.
I skrivende stund, kan jeg følge med i en samtale mellem et ungt par, som sad ved bordet ved siden af mit. Han er spanier og hun er, så vidt jeg kan forstå af deres samtale, fra Sverige. De er lidt uenige om, hvorvidt det er ok, at han skal ud at rejse. Jeg tror, han skal til Ukraine og hun virker uforstående og irriteret over denne rejse. Han forsøger at forklare pointen med rejsen. At han skal tale med forskellige personligheder og at det er vigtigt.
Et andet emne, som dukker op, er hans, til hendes undren, evne til at spise meget hurtigt. Hun synes det er ærgerligt at tage på en restaurant og bare kaste maden ind i hovedet. Og hun pointerer, at hvis man har brugt lang tid på et måltid, er det uhøfligt, ikke engang at smage på maden. Hun bruger sin Bedstefar, som reference, da hun fortæller ham, at ”når man har brugt en time på madlavningen, må man også godt bruge en time på at spise det”. Hun forsøgte at være imødekommende, ved videre at fortælle hvordan hendes bedstefar virkeligt tyggede meget på alle bider af måltiden. Det kunne tage virkeligt lang tid at spise, når man var sammen med ham.
Det er som om, at han nu har fået nok af hendes tale om hvad han gør forkert og hvad han burde og ikke burde gøre, så nu griber han til sin mobil telefon og scroller på den. Hun undlader at tage sin frem og sidder nu og kigger med et tomt blik, ud over havet.
Jeg får lidt ondt at den unge kvinde, men jeg kan heller ikke lade være med at smile lidt indeni. Tanken om disse to unge menneskers samtale, som tydeligt viser deres forskelligheder. At de er i gang med at slibe kanterne i deres forhold. Teste hinanden og deres grænser af. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig, de mange skænderier, tårer, skrig og skrål, der ligger foran dem, før de finder deres fælles platform. Hvis de da når så langt. Jeg ved ikke hvor langt de unge mennesker i dag, vil lade prøvelserne vare, før de giver op og hopper videre til næste projekt.
Nå, men det er tid til at forlade caféen og det unge par og iføre mig mine bare fødder, ned i strandkanten igen.
Jeg går et langt stykke og mine fødder er ved at være kolde, så jeg sætter mig på en sten, på den høfde, som deler stranden i to. Det er vidunderligt at sidde der og lade solen varme mine kolde tæer, mens bølgerne stille ruller ind på stranden. På et tidspunkt, sover min ene balle så meget, at jeg er nødt til at rejse mig og begiver mig derfor op mod de turistfælder, som ligger langs promenaden. Jeg vil spise min aftensmad her, for at få fuld udbytte af denne dag på stranden.
Jeg kommer ikke langt han ad promenaden, før jeg bliver stoppet af et par unge kvinder. De kommer med deres bedste anbefalinger til at besøge denne specifikke restaurant. Jeg har ikke behov for at afsøge mange steder og spørger kort ind til, hvad der er på menukortet. Der ser hyggeligt ud indenfor og jeg vælger derfor at indtage min tidlige aftensmad her på restaurant BOA Beach. Den ene af de unge kvinder, som arbejder her, taler et sparsomt, men ok engelsk og hun er venlig.
Jeg får lov til selv at vælge mit bord og jeg slår mig ned på en bænk, så jeg kan kigge ud mod stranden. Bænken er belagt med en del behagelige puder og skulle man føle træk fra indgangen, var der mulighed for at lægge et tæppe over sine ben. Generelt, lever indretningen af restauranten, meget godt op til sit navn. Møblerne er af træ – ligner drivtømmer og lamperne består af flettet bast. Væggene er beklædt med maritime genstande og fotos. Det er på én gang lyst og venligt og signalerer samtidig hule vibe. Det er hyggeligt.
Jeg glæder mig til at kigge nærmere på menukortet og scanner derfor den QR kode, som er klistret på bordet. Jeg vælger en salat med laks og spørger tjeneren, hvilken hvidvin hun vil anbefale til. Hun foreslår en vino duoro og det fortrød jeg ikke.
Salaten kan bedst beskrives som sushi, der er delt op, tilført blødkogt æg, lidt ekstra frugt og grønt og lagt på en frokost tallerken.
Med skålen med soya, må man sige, at sushi fornemmelsen er intakt. Det er en anderledes, men ret lækker salat. Det eneste jeg kunne have ønsket mig, var at soyaen kom ind i en lille kande, således at det var lettere at tilføre salaten. Med skålen, kom der for meget soya på tallerkenen og det der ikke røg i maden, gled ned ad kanten og efterlod en soya ring på bordet. Så hvis tanken var sushi i form af en salat, skulle man kunne tilføre lige så lidt soya, som man ville kunne, hvis det havde været et regulært stykke sushi, som man dypper i soya.
Nå det er vist petitesser. Salaten var virkelig god og meget mættende. Jeg behøvede ikke at spise mere den dag.
Jeg sluttede af med en kop kaffe og så begav jeg mig ud for at hoppe på Letbanen, hjem igen. En virkelig dejlig dag ved stranden var forbi og jeg havde fået tanket godt op med energi.