Et udpluk fra min dagbog, Europatur i 2007.
…………………På et tidspunkt, var det tid til at finde en restaurant og vi befandt os på det der hedder Marchée aux Fleurs, på dansk Blomstertorvet. Her er, udover et fascinerende blomsterhav, også frugt og grønt. Torvet er placeret bag den gamle bymur, som deler den gamle bydel med strandpromenaden. Her ligger rigtig mange restauranter og caféer, som er badet i skyggen fra de store parasoller. Et meget poulært sted for især turister.
Vi valgte en restaurant, der lå lidt nede i den roligere ende af torvet. Her blev vi, som på så mange andre restauranter sydpå, budt velkommen af en person, som bevægede sig rundt udenfor restauranten og inviterede de forbipasserende turister ind på netop deres sted. Efter at være blevet anvist et bord, kom en tjener hen til os. Hun virkede ikke synderligt interesseret i os. Hun afleverede menukortene, stående nærmest med siden til os og hun kiggede ikke på os, men omkring på alle andre mennesker. Det virkede som om, vi ikke var hendes blik værdigt og vi havde endda, syntes vi selv, taget pænt tøj på. Jeg gjorde mig endda umage med at tale med mine bedste franske gloser, men lige lidt hjalp det. Vi var nærmest usynlige for hende.
Ligegyldigt, tog hun imod vores bestilling på vin og da hun kom for at skænke den, havde hun mere travlt med at grine med nogle personer, som gik forbi på torvet. Det er ikke et scenarie, to tjener fagidioter, som os tog let på, så vi fik en idé.
Jeg gik hele tiden rundt med blok og pen, for at notere vores oplevelser til den dagbog, vi var igang med at skrive, så det fandt jeg frem fra tasken.
Hvad noterer I?
Vi talte lavmælt sammen med en påtaget seriøs mine, hvorefter jeg noterede krims krams på blokken. Når tjeneren kom for at tage imod madbestilling og for at servere forret og hovedret, sørgede jeg for at skubbe blokken ind under min serviet på bordet, men kun lige nok til at den stadig var synlig. På et tidspunkt midt i hovedretten, blev den kvindelige tjener, skiftet ud med fyren, som ellers stod på gaden og ”fangede” gæster. Han begyndte at skænke vinen for os, hvilket vi selv havde haft til opgave indtil da og så indledte han en række spørgsmål om, hvor vi kom fra, om vi var i Nice på ferie. Hans blik faldt på min lille blok og han spurgte hvad jeg noterede. Vi fik svaret ham, at vi var fra et Dansk Magasin, men at han ikke skulle tage yderligere notits af os. Han fortalte, han var søn af ejeren af denne restaurant og at hvis vi manglede noget, skulle vi bare tage fat i ham. Jeg studsede over, hvorfor det var en relevant information, at han var sønnen.
Da han lod os alene, lavede jeg hurtigt en ny note af krims krams, kiggede os omkring, gestikulerede hen i retning af noget, vi havde fået øje på og noterede igen på blokken. Da vores hovedretstallerken blev ryddet, rejste søs sig, for at gå på toilet. Vi havde bemærket at faderen holdt overblik ved en skranke og han havde øjnene på søs, da hun gik ind mod restauranten og toilettet. Han viste hende, med en håndbevægelse, i den rigtige retning. Da hun kom tilbage, udvekslede vi lige et par ord og så var det min tur til at inspicere toiletfaciliteterne og jeg fik den samme henvisning. På vejen tilbage til bordet, gjorde jeg mig umage med at kigge nysgerrigt rundt på de forskellige billeder og ornamenter, som prydede vægge og loft. Da jeg satte mig ved bordet igen, noterede jeg lidt på blokken og puttede den igen ind under servietteten.
Ost til dessert.
Sønnen kom hen til vores bord og spurgte om vi ønskede dessert. Vi havde allerede bemærket, at der ikke var ost på kortet, så jeg sagde, at vi egentlig havde lyst til en ostetallerken, men så vidt vi kunne se på kortet, var det ikke en mulighed. Uh ha jo, det kunne vi sagtens få. Hvilke oste ønskede vi og skulle der noget til? Vi nævnte oste, som vi gerne ville have og hvilke vi helst ikke ville have og så lidt garniture til. Han griflede flittigt ned på sin blok og drog afsted med vores bestilling. Han gik hen til en tjener og sagde et par ord og denne forlod med hastige skridt restauranten og kom ca. 10 minutter efter, tilbage med en bærepose. Efter yderligere 10 minutter, stod der to ostetallerkener foran os med 10 forskellige oste, som omkransede et mindre bjerg af frisk salat og forskelligt skåret frugt. Sønnen skænkede igen vin og ønskede os et bon appetit.
Vi gjorde et ihærdigt forsøg på at spise så meget af denne tallerken, som muligt. Der var virkeligt meget ost og vi var jo ikke længere sultne efter, i forvejen to retter, men på dette tidspunkt, fik vi faktisk lidt sympati for denne fyr og hans alt for sene forsøg på at behandle os, som man bør behandle alle gæster, der besøger sin restaurant.
Da vi kapitulerede til overmætheden og lagde bestikket fra os, kom han hen til vores bord og spurgte om det smagte os. Vi spurgte lidt ind til, hvorfor vi ikke kunne se denne flotte anretning i kortet og til det, gav han en lille søforklaring om, at de ikke havde de samme oste hverdag, så det var bedre for dem, at kunne improvisere. Jamen så var det jo heldigt, at alle de oste vi gerne ville have, faktisk var på lager.
Vi roste for den gode service, bad om regningen og endte med at give lidt drikkepenge. Han trak stolen ud for os, da vi ville rejse os for at gå og sendte os afsted, med ønsket om en god fornøjelse videre rundt i det sydfranske. Vi havde lidt travlt med at komme derfra, for vi kunne snart ikke holde masken længere. Det havde været en begivenhedsrig aften og vi havde behov for at rulle om på ryggen med bugen opad og grine af denne groteske oplevelse.
Hvad blev der er af vores kvindelige tjener?
Vi så ikke mere til hende. Måske havde hun fået fri på det tidspunkt, hvor vi fortsatte med sønnen. Var det en tilfældighed eller fik chefen faktisk øjnene op for, at hun ikke havde en god kemi med os. Gik det op for chefen, at hun havde en virkelig dårlig dag på jobbet den dag. Viste det sig, at der reelt, opstod en interesse for at give os en god oplevelse og var det på grund af mistanken om en anmeldelse. Vi ved det ikke. Det eneste vi ved, er at der skete en ændring i serviceniveauet, da tjeneren blev skiftet ud med en anden. Jeg har desværre, alt for tit, oplevet en virkelig dårlig service i restaurantionsbranchen. Det er ikke en branche for alle. Det kræver en oprigtig interesse for sin gæst. At man forstår hvad der ønskes og hvad forventningerne er. Det kræver naturligvis også en vis faglighed, specielt hvis man arbejder på en restaurant, som går op i råvarer og at sætte vin til. Det kræver at man interesserer sig for netop dette. At man som tjener, sætter sig ind i, hvad der serveres og det behøver man ikke være faglært for at kunne, men man skal have interessen for at lære det og man skal have lyst til at give en god oplevelse. Det er i hvert fald det klogeste, for det giver arbejdsglæde og gode drikkepenge. Det betyder også at gæsterne vender tilbage igen. Gratis markedsføring. Husk – det kræver 10 gode oplevelser, for at rette op på 1 dårlig.