Da jeg i 2022 skulle flytte fra min kæreste og huset i Give, gjorde jeg mig mange overvejelser om hvor jeg havde lyst til at bo fremadrettet. Jeg havde ikke det store tilhørsforhold til Give egnen, eftersom jeg arbejdede i Vejle og det meste af min familie og mange veninder bor omkring Silkeborg og Skanderborg. Jeg boede i Kolding, da jeg mødte Thomas i 2015 og har derfor veninder der også, så jeg var splittet mellem Syd og Østjylland. Jeg satte familie og veninder på opgaven, at holde øje med mulighederne for en god bolig til mig.
Jeg fandt en lejlighed lige udenfor Kolding og med udsigt over fjorden. Lejligheden var ikke færdigbygget, så jeg fik lov til at deltage i planlægningen af indretningen. Det lovede godt. Udlejer og jeg målede op og lavede plantegninger, ud fra hvad jeg kunne tænke mig og hvad der fysisk var muligt.
Så ramlede udlejer ind i et dame menneske, som bestemt ikke mente jeg skulle bo der, så den kontrakt, som vi ikke havde lavet endnu, røg til storskrald. På dette tidspunkt, havde Thomas og jeg boet sammen i næsten 6 måneder, efter bruddet, så vi var begge klar til at jeg skulle videre.
Det var derfor lidt af et set back, så jeg satte endnu engang familie og veninder på boligjagt.
Kollektivet tager form.
Kollektivet består af min niece Louise på 26 år og hendes kæreste Nicolai, også på 26 år og så mig på 50 år.
Nicolai sendte mig et link til en person, som søgte en lejer. Det var i Skanderborg bakker og dermed meget tæt på Nicolai og Louise, som også bor her. Den samme type kontrakt, som i Kolding, blev afbrudt af at udlejer lige pludseligt ville have 3000 kr. mere i husleje, så tilbage til boligjagten.
Nicolai er hurtigsurfer på Internettet, så der røg endnu en lejlighed ind på sms, ligeledes i Skanderborg bakker, dog en noget mindre lejlighed på 5. sal. Jeg havde sat tre kriterier op for hvad den næste bolig, minimum skulle indeholde og det var. 1. altid tilgængelig P-plads ved døren. 2. minimum altan. 3. vaskemaskine, tørretumbler og opvaskemaskine i boligen. Og 4. helst ikke for tæt på midtby. Tjek tjek tjek tjek.
Jeg lod de fleste af mine møbler stå i huset, med den aftale om, at hvis Thomas skulle komme i tanke om at skifte noget ud, skulle han lige ringe til mig og høre om jeg ville have det.
Jeg flyttede ind i bakkerne i Skanderborg d. 1. feb. 2023, hvilket var noget af et kulturchok. Jeg forlod 178 m2 bolig ude på landet, hvor man kun med den korrekte vindretning, kunne høre den nærmeste nabo, spille meget højt musik et par gange om året. Derudover var der en have på næsten 1 hektar, omkranset af store træer og buske, som stødte op til marker, hvorpå der enten gik køer, var sået med grøntsager eller lå brak. Den eneste konstante lydforstyrrelse, var vejen, der løber ca. 30 meter fra huset.
Ingen kunne kigge ind eller høre hvis jeg støvsugede, hamrede eller spillede højt musik midt om natten. Jeg kunne danse rundt i haven, uden en trevl på kroppen, med en boom Box på skulderen, hvis det skulle falde mig ind. Det med boom boxen faldt mig aldrig ind. Jeg åbnede vinduer og døre i stedet.
Fra stort til småt.
Nu flyttede jeg så ind på 50 m2 på 5.sal, med naboer til begge sider og nedenunder. Heldigvis ingen ovenover. Jeg vidste godt, jeg ville blive udfordret ved at bo så tæt. Jeg er ikke ret god til at have naboer, for med naboer, betyder det at jeg skal forholde mig til deres måde at leve på. Hvor højt musik spiller de og er det en genre jeg kan holde ud at høre på? Hvor sendt kan man tillade sig at bore huller og støvsuge. Er der børn, som løber i opgang eller rundt i lejligheden, så man kan høre det hos sig. Hvor tit har de gæster, som skal ind og ud af deres hoveddør? En bunke af sko, sand og udetøj, som smides ude på opgangen. Lugten af folks grill, hvorpå der tilberedes alle mulige slags kød og grønt. Desuden skal jeg indrette mit liv efter de samme regler og jeg bryder mig ikke om at være det forstyrrende element. Derfor går jeg rundt på listefødder og har ikke ret tit gæster. Jeg øver mig i at være mere ligeglad med om jeg afgiver lyde fra min bolig, men i det tilfælde blev Rom heller ikke bygget på én dag.
Ryger i regnen.
At bo øverst, betyder at der ikke er overdækket på altanen. Der er jeg lidt udfordret, for jeg er ryger.
Hvis vinden kommer fra syd eller vest med mindre end 5 m/s, sætter jeg mig under en paraply og forsøger at abstrahere fra, at; 1; vi må faktisk ikke ryge på altanerne og 2; det ser sgu lidt åndsvagt ud at sidde ude under en paraply. Jeg har, mener jeg selv, den fordel, at røgen fra min altan, ikke generer mine naboer. De har, så vidt jeg har set, aldrig vinduer og døre åben og de har aldrig klaget over røggener. Jeg kan dog tydeligt lugte røg fra både cigaretter og grill, fra mine underboere, hvilket jeg naturligvis ikke har klaget over. Jeg tager chancen og lever på kanten af loven. Det skal jo starte med en advarsel, før der kommer konsekvenser på dette, på daglig basis, forfærdelige lovbrud.
Jeg vil lige afslutte emnet røg, med at knytte endnu en kommentar til den regel om at man ikke må ryge på altanerne.
Jeg havde ikke forstået på ordene i lejekontrakten, at man ikke må ryge på altanerne. Det gjorde administrationen opmærksom på, da jeg havde boet her i nogle måneder. På det tidspunkt, havde jeg lagt mærke til mange rygere på altanerne, så jeg troede alt var i den skønneste orden. Det var det åbenbart ikke og det havde så ført til en klage fra en, formodentlig, ikke ryger. Rygerne blev henvist til at gå ned på parkeringspladsen, væk fra bygningerne. Fulgte man ikke disse anvisninger, ville det medføre et ophør af lejemålet. Og her kommer min sidste kommentar så. Efter denne henvisning, ligger der nu rigtig mange skodder på parkeringspladsen og i nærheden af bygningen. Det gjorde der ikke, da, og her kan jeg kun tale for mig selv, blev på min altan, puttede skodderne i et tæt askebæger, tømte det i en pose, som blev lagt i skraldeposen til restaffald. Jeg forestiller mig, de fleste andre gjorde nogenlunde det samme, eftersom de efterladte skodder ikke var så udbredt, før den løftede pegefinger.
Nå! Tilbage til Kollektivet.
Jeg flyttede altså ind i Bakkerne d. 1 feb. 2023
Jeg kan, i skrivende stund, ikke huske hvor meget vi rendte hinanden på dørene de første uger. Jeg var meget bevidst om, ikke at berige de unge mennesker for meget med min tilstedeværelse.
Jeg husker jeg var træt efter job og derfor isolerede mig på 5. sal. Jeg skulle lige lande efter flytningen og omvæltningen til det nye domicil, var stor. Jeg forsøgte på bedste kreative vis, at få plads til de ting, jeg trods alt havde taget med fra huset. Det handler nemlig om at udnytte hver en millimeter, når man kun har 50 m2, at udfolde sig på og som man ikke må bore og save for meget i, eftersom det er en lejebolig. Jeg tænker, jeg er tæt på at være ekspert i Tiny homes. Måske jeg skulle inddrage de kompetencer i min forretning. Jeg kan i hvert fald medgive Tiny homes entusiasterne i, at det er rart, kun at have ting i skuffer og skabe, som man rent faktisk bruger. Resten står i depotrummet i kælderen.
Kom nu bare dumpende.
Som jeg husker det, opstod Kollektivet hen over natten. Jeg havde min mor på besøg til en overnatning fra tirsdag til onsdag. På onsdage har Louise fri og jeg foreslog mor, at vi gik over for at sige hej. Mor og jeg talte om på vej derover, hvorvidt Louise ville bryde sig om, at vi kom dumpende. Det nævnte vi for Louise og til det svarede hun, at både hun og Nicolai, syntes det var mega nice, at man bare kom forbi uden at ringe i forvejen, hvilket hun håbede jeg også syntes. Havde man så planer, måtte de uanmeldte jo bare gå igen. Hun havde i hvert fald tænkt sig at komme dumpende hos mig. Hvor skønt.
Jeg tror det var det, der gjorde udfaldet til, at jeg ikke følte trang til at ringe i forvejen eller i det hele taget tænke så meget over, om det nu var for meget renden på dørene hos hinanden. Altså, som faster, så elsker jeg jo bare hvert minut, vi har sammen. Jeg elsker at jeg bliver inddraget i deres liv og jeg har en klar følelse af, at den inkludering er oprigtig ment. Jeg tænker dog over det, for Nicolai minder lidt om mig på mange områder. Han har også brug for sit eget Space og selv om vi har en rigtig god relation, så passer jeg på med at overskride hans grænser.
I Kollektivet, låner vi hinandens biler, henter hinanden fra fest. Vi indkøber og leverer forsyninger, når vi er syge, vi spiser ofte sammen og spiller spil. Min familie er ret spillegale. Vi elsker brætspil, kort, terninger og puslespil. Vi er lige gode til at tabe og lige dårlige til at vinde. Heldigvis er Nicolai, lige så vild med det.
Sig det nu bare, som det er.
Jeg tror ikke man skal være så bange for at bekende kulør, når man bevæger sig ud i kunsten, at have relationer. Det er lige meget om det er familie, venner eller kolleger. Vi kan ikke gå rundt og tro, at vi hver især ved hvordan vi har det med dit og med dat. Få nu lagt de forventninger på bordet, rod lidt rundt i bunken og træk så dem ud, som vi kan blive enige om, kan indgå i vores relation. Jeg ved godt det kan være en meget svær øvelse, for vi vil så nødig såre hinanden eller udstille sin egen sårbarhed. Jeg tror bare det er lettere, når vi kender hinandens grænser og forventninger til hvordan vi er sammen. Spørg ind til, hvordan vi hver især forestiller os Rigets tilstand og respekter de grænser der bliver sat. At være i relationer, er benhårdt arbejde og jeg vil vove at påstå, at de gode findes i både grin, sved og tårer. Vi kan ikke forblive i en konstant sindstilstand. Livet er bevægeligt og vi må bevæge os i de rytmer, som livets bølger skaber.