En enkeltbillet til Paradis

Her var toget til Paradis og jeg havde indløst min billet.

For 12 år siden investerede jeg en del af min opsparing, for at træde ind i denne visionære og ambitiøse virksomhed. En virksomhed som stod på tærsklen til at vækste betydeligt. Der blev talt om store drømme i et forum hvor det var tilladt. Ingen drøm var for stor. Ingen Jantelov. Jeg ville med på det tog. Jeg ville ikke stå tilbage på perronen, blot for at betragte de andre få min drøm opfyldt. Min drøm om et friere arbejdsliv, med en perfekt balance mellem arbejde og fritid.

Jeg ville have min frihed. Frihed til selv at vælge hvornår vækkeuret skulle flå mig ud af min søde søvn, hvis vækkeuret da overhovedet skulle ringe. Jeg ville sidde på en Bounty strand og arbejde. Tage en dukkert i det azur blå hav, mellem de telefonopkald, som fik min lønkonto til udelukkende, at blive federe og federe.

Jeg ville omgive mig med JA sigere. Folk som havde de samme ambitioner og ublu drømme, som mig. Det var toget til Paradis og jeg havde indløst min billet.

12 år senere indløser jeg en ny billet til en anden togafgang.

Træerne vokser ikke ind i himlen.

Som bekendt, vokser træerne ikke ind i himlen. Jeg opsagde mit job, for at forfølge drømmen og jeg mente at hvis jeg meldte mig på supplerende dagpenge, kunne jeg købe mig lidt tid. Der må jeg bare sige, at være på dagpenge og samtidig forsøge at skabe en forretning for sig selv, bestemt ikke er noget for mig. Jeg ved ikke om det er det for nogen. Her skal man jo stadig søge jobs, hvilket jo netop er det man som iværksættere formodes at ville væk fra. Man skal deltage i lær-at-skrive-ansøgning-møder, men det værste af det hele er da, at man skal modregne de timer man bruger på sin nystartede forretning. Jeg ved ikke om du ved det, men normen for nystartede er altså, at man ikke tjener penge de første måneder eller år, for den sags skyld.

Nå men jeg var med på toget et års tid. Jeg havde nogle fede succesoplevelser, for det viste sig, at min statistik for at lave kunder, faktisk var meget tæt på 100 %. Vi jokede endda med, at jeg var 100% damen, så intet kunne rigtig gå galt, hvis jeg bare fortsatte den stime.

Vi havde en masse sjover stunder sammen, alle os ligesindede. Der var foredrag med spændende personligheder. Der var sjove fester og der var et fedt kollegaskab, hvor vi hjælp hinanden med de udfordringer vi mødte. Ja for der er ingen tvivl om, at vejen til Paradis, er fyldt med vognbaneskift og togbusser. Der var virkeligt mange op – og nedture, hvilket jo er helt normalt, når man starter egen virksomhed.

Hvad nu hvis man har købt den forkerte togbillet?

Min togbillet blev efter et par år, afløst af en erkendelse af, at hvis man ikke er villig til at investere en masse tid og penge i sin drøm, så skal man købe en billigere billet til et tog, der fører til en anden udgave af sin drøm. En billet, hvor man kan indløse en indkomst, erfaring og refleksion. Altså et såkaldt lønslavejob. Jeg er ikke ude på at tale grimt om at være lønslave. Jeg er selv en af dem og har været det hele mit liv. Det har givet mig tag over hovedet og mad på bordet. Jeg har sågar været i stand til at rejse til dejlige steder i verden og deltaget i mange inspirerende kulturelle oplevelser. Det har ikke været en dårlig billet at købe. Den har bare aldrig givet mig friheden til selv at vælge hvornår og hvor længe jeg kunne rejse ud i verden. Den har altid været afhængig af mine andre lønslave kolleger eller et regelsæt fra dem på toppen af virksomheden.

Nu er det tid igen.

Nu er jeg blevet 50 år i år. Jeg er barn af en tid, hvor vi havde bilfri søndage. Hvor vi spændte livremmen ind i solidaritet. Jeg har tjent mine egne penge, siden jeg var 13 år. Jeg har søgt og fået jobs, hvor jeg vidste jeg kunne løse mindst 90 % af opgaverne. Jeg har placeret mig i kasser, som allerede var formet. Formet af individer, som på et tidspunkt havde en drøm om deres eget Paradis.

Jeg anfægter ikke virksomhedsstrukturen i dette land eller i denne verden, for den sags skyld, men jeg reflekterer over, hvorfor der er så mange, som ikke er glade for deres jobs og Hamsterhjulet.

Tvivlens grimme ansigt dukker pludseligt op.

Jeg kan i skrivende stund, godt blive rigtig usikker på, om jeg har begået en fejl ved at sige mit job op og springe ud i Freelance livet. Jeg har valgt dagpenge fra. Jeg kan ikke være i det system. Det tager al kreativitet og energi ud af min krop og sjæl. Jeg overvejede i ca. 5 minutter om ikke det ville være en god idé at få bare lidt penge ind på kontoen, men nej. Jeg fik hurtigt både kvalme og sug i maven ved tanken om alle de ligegyldige møder og de utilsigtede ansøgninger, som jeg skulle belemre virksomheder med, bare for at passe ind i et regelsæt, der for mig at se, er skabt for de personer, som virkeligt har brug for denne form for støtte.

Jeg er voksen nok til at bestemme hvad jeg gør.

Jeg har valgt at investere en stor bid af min opsparing i mig selv. Jeg satser og krydser alt hvad jeg har at krydse, for at det må lykkes mig. Det kræver hårdt arbejde og en hel masse ny læring. Jeg synes jeg har gjort en masse gode tanker og jeg har mange idéer til tekster jeg gerne vil skrive. Jeg har lavet forskelligt research på hvilke kanaler jeg vil præsentere mine tekster for. Jeg har meldt mig på kursus, for at dygtiggøre mig og jeg har meldt mig ind i en Facebook gruppe for ligesindede. Jeg følger mine forbilleder på LinkedIn. Jeg er ikke i tvivl om at jeg får brug for en masse hjælp og jeg er klar på at opsøge denne hjælp.

Jeg har ingen børn, mand eller hund at stå til ansvar overfor. Ingen forpligtelser, så nu bestemmer jeg, hvordan min kasse skal se ud. Hvilke former den har og om der er flere farver end blot sort og hvid, hvilket der helt sikkert kommer til at være.

Nogle der vil dele min bademåtte?

For 12 år siden, var der flere personer i mit nærmeste netværk, som var mine største tvivlere. Jeg blev rigtig ked af det og kunne ikke forstå denne skepsis. Jeg brugte meget energi på at forsøge at overbevise dem om denne fantastiske mulighed det var for mig og at jeg håbede på deres moralske opbakning. De forsøgte at forklare deres skepsis med at de jo blot ville passe på mig, men den form for omsorg, havde jeg slet ikke brug for. Jeg havde kun brug for JA sigere. Personer som ville stå last og brast med mig på denne fantastiske rejse. Jeg forsøgte at forsikre dem om, at de jo også ville få del i frynsegoderne. De skulle jo rejse med til de eksotiske Bounty strande. Handle lækre lokale råvarer på markedet og forberede frokost på den store terrasse med udsigt over det fristende hav, mens jeg lige landede den næste kunde og dermed kunne holde fri resten af dagen.

Det hjalp ikke og jeg så mig selv trække mig fra disse personer. Personer, som var meget vigtige i mit liv og hvem jeg betragtede som ligesindede. Personer som jeg ønskede at dele drømmen med. Jeg tror det påvirkede mig mere end jeg ville være ved. Jeg mistede i hvert fald en del af motivationen til at blive ombord på toget. Det var som om det ikke helt gav mening for mig, hvis jeg ikke kunne have mine kærligheds mennesker med ombord.

Her 12 år senere, er jeg selvsagt blevet 12 år ældre og er, efter at livet har ramt mig hårdt et par gange, kommet en tur i helikopter og set min verden oppefra. Jeg har arbejdet meget med mine værdier. De er blevet gennemtæsket ind imellem, men jeg er kommet ud på den anden side, med en tro på, at jeg faktisk er god nok som jeg er. At mine idéer og tanker også har værdi for andre og ikke mindst for mig selv. Jeg må godt bruge af min opsparing og jeg må godt kaste mig hovedkulds ud i freelancelivet, for hvad er det værste der kan ske? Jeg mister lidt penge og skal måske starte lidt forfra igen, men hold nu op, hvor ville jeg ligge under min gravsten og glæde mig over at jeg prøvede. Jeg gider ikke gå med livrem og seler heler mit liv, hvis det betyder at jeg skal mases ned i en sort/hvid firkantet kasse. Ellers tak.

Direktør i eget liv.

Så nu er jeg her. Nyudklækket Freelancer. Direktør i eget liv. Helt på bar bund i forhold til at vide hvad næste skridt skal være. Hvad bør jeg gøre? Hvad har andre gjort? Hvad gør andre? Skal jeg overhovedet forholde mig til det? Kan jeg undlade at kigge til dem der har gået vejen før mig? Jeg ved det ikke endnu. Jeg kommer helt sikkert til at begå en masse fejl og jeg har hørt at det er den helt rigtige vej at gå. Find fejlene og begå dem. Lær af dem og kom videre. Det jeg ved er, at jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at dele mine tanker og refleksioner og jeg håber du kan bruge mine tekster til et eller andet i dit liv. Jeg ved også, og det er på én gang intimiderende og mega spændende, at jeg nu har udnævnt mig selv til Direktør, Produktudvikler, Produktionsmedarbejder, Lagermedarbejder, Financial Controller, Key account manager (altså sælger), Brandmanager, Content developer, Receptionist og minsandten også Servicemedarbejder, for der er nødt til at være nogle til at feje viskelæder og sammenkrøllet papir sammen, så kreativiteten kan få plads til at flyde. Skulle alt herfra fejle, så kan jeg da altid opdatere mit CV.

Vi ses (forhåbentlig) til flere Observationer fra krogen.

Kærlig hilsen

Mai Britt Krog